I alt blev 48 unge mennesker sigtet for at have kørt ulovligt. Det skete i et industriområde natten til søndag i Næstved.
Det er ikke første gang, at Næstved har været midtpunkt for en sag om gaderæs. Tidligere har det været området omkring Ydernæs, der har samlet fartentusiater til en duel om, hvis bil der kan accelerere hurtigst. Derfor har kommunen valgt at indføre et forbud mod køretøjer i området i tidsrummet mellem klokken 20 og 02 om natten.
Det er netop dette forbud, som en flok unge mennesker nu er sigtet for at bryde. I alt har politiet været i gang med bødeblokken 48 gange.
Der var sandsynligvis flere samlet til gaderæset, men politiet fik ikke fat i alle synderne, idet enkelte fandt smutveje og forsvandt fra gerningsstedet, da politiet troppede op.
På twitter kalder politiet de unge mennesker for bilentusiaster.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 00.45 fra beboere i området i Næstved. Kort tid efter ankom politiet til stedet og her fik de travlt med at udskrive bøder.
De 48 personer har hver modtaget en bøde på omkring 1500 kroner.